Værdifuld Masterclass & Workshop for virksomhederne

“Det er meget givende at kunne bruge et konkret værktøj, som illustrerer godt og nemt, hvordan man på kort tid kan koge ned, hvad der er vigtigt at fokusere på i ens virksomhed,” var bl.a. et af de outputs virksomhederne tog med sig fra den masterclass og workshop, der blev holdt for deltagerne i Digital Business Transformation. Eventet blev afholdt under High Tech Summit på DTU, med det formål at virksomhederne også kunne netværke og udveksle erfaringer med andre aktører, hvilket kan have en stor betydning i en digital udviklingsproces.

Eventet bød på indlæg fra Bjarne Kjær Ersbøll, Professor, DTU og Christian Holmegaard Mossing, Vice President: Data, Analytics & Planning, Niras, som gav virksomhederne et indblik i, hvordan man konkret arbejder med digital omstilling i virksomheder. Derudover præsenterede to af de deltagende virksomheder; Holmris B8 og RGS Nordic om deres erfaringer med den digitale omstilling og deltagelse i DBT-projektet.

Eventet var arrangeret i et samarbejde mellem projektet Digital Business Transformation og CLEAN’s ene innovationsnetværk – Innovationsnetværket for Miljøteknologi. I Digital Business Transformation deltager 14 cleantech-virksomheder i et virksomhedsforløb, hvor de bliver hjulpet til at styrke deres kerneforretning ved brug af digitalisering, digitale forretningsmodeller og nye værdikædepartnerskaber.