NEPTUN : et nyt dansk-tysk vandprojekt

Danmark og Tyskland slår pjalterne sammen for at styrke vandsektoren og ruste begge lande mod klimaforandringer. 21 partnere blandt andet bestående af universiteter, kommuner, forsyninger og erhvervsorganisationer fra begge sider af grænsen står klar til at samarbejde i det nye projekt NEPTUN.

Oversvømmede kældre, skybrud, der overbelaster kloakkerne, risiko for dårlig vandkvalitet ved stigende grundvand og udfordringer med kystsikring. Det er udfordringer, vi i stigende grad oplever som følge af klimaforandringer.

Det er en problematik, der overskrider grænserne i den dansk-nordtyske region. Landskabet og klimaet er på mange måder ens og på begge sider af grænsen er vandsektoren stærk, men væksten og eksporten af vandteknologi er stagnerende.   

Det giver potentiale for innovation og styrkelse af erhvervslivet på tværs af landegrænsen og at øge regionens robusthed mod klimarelaterede risici og udvikling af energi- og ressource effektive løsninger til vand og spildevand.

Sammen står vi stærkere
Det nye projekt NEPTUNs fornemste mål er at udløse innovations- og vækstpotentialet indenfor vand-, spildevands- og klimatilpasningssektoren og samtidig bygge bro mellem udbud og efterspørgsel på tværs af den dansk-tyske grænse.

Tværfagligt samarbejde indenfor vandhåndtering og klimatilpasning på tværs af grænsen er nødvendigt for at udnytte potentialet for betydelig udvikling og eksport. Tyskland har f.eks. stor erfaring med genanvendelse af regnvand og kystsikring, mens Danmark har stor succes med multifunktionelle klimatilpasningsløsninger.

Det væsentligste resultat er en kombination af relationsopbygning og innovationssamarbejder mellem universiteter og virksomheder indenfor vand- og klimatilpasningsteknologier.

Projektets langsigtede effekt er en betydelig stigning i nye miljøvenlige vandteknologiløsninger, forretningsmodeller og øget synlighed af den dansk-nordtyske regions innovative vandteknologivirksomheder (især SMV’er).

Sådan starter vi
Vi vil som det første invitere vandteknologivirksomheder til opstartskonference på både den danske og tyske side i perioden den juni – september 2020. Her vil være matchmaking med vidensinstitutioner og vandteknologivirksomheder med henblik på igangsætning af grænseoverskridende innovationssamarbejder.

Desuden vil der straks blive igangsat en kortlægning af udfordringerne hos problemejere (f.eks. vand- og spildevandsselskaber samt kommuner) på hver side af grænsen. Kortlægningen vil danne udgangspunkt for valg af de innovationssamarbejder, som bliver sat i gang, så de udviklede produkter kommer til at spejle markedets behov.

Vigtigste leverancer:

  • 8 nye prototyper på energi- og ressourceeffektive produkter – med baggrund i problemejeres aktuelle udfordringer
  • Identificering af 5 mulige Offentlig-Privat-Innovationssamarbejder
  • Light houses of Competence: Udstilling, test og demonstration af vand- og klimatilpasningsløsninger
  • Synliggørelse af vandteknologivirksomheder på ”Meet the buyer” og ”Living Lab” events


Hvornår kan du få mere at vide?

Der vil inden 1.september 2020 være oprettet en projekthjemmeside, som kan læses både på dansk og tysk. Frem til dette tidspunkt vil der være muligt at følge projektet på CLEANs hjemmeside samt www.nordfriesland.de

Finansiering: Neptun projektet er et 3-årigt projekt, som løber 1.marts 2020 til 28.2 2023 med finansieret af midler fra Interreg Deutschland-Danmark og Den Europæiske Fond.

Partnere: I alt 21 partnere, fordelt med 13 økonomiske partnere og 8 netværkspartnere ligeligt fordelt mellem Danmark og Tyskland. 11 vandteknologi virksomheder har indgivet en forhåndsinteresse for deltagelse i innovationssamarbejder. Partnere består af 3 universiteter, 4 regioner/kredse, 2 kommuner, 4 forsyninger, 5 grønne erhvervsorganisationer/klynger/center, 1 teknisk skole, 1 forening for genanvendelse af regnvand, 1 digelaug.