CLEAN deles i to, også i Sønderborg

Den nationale klyngeorganisation CLEAN har valgt at dele sine aktiviteter op i to separate erhvervsklynger. Dette vil ske pr. 01.07.2020. CLEANs energiaktiviteter samles i en national klyngeorganisation under navnet Energy Cluster Denmark (ECD). ECD vil samarbejde om at give de danske styrkepositioner inden for vedvarende energiproduktion, energiinfrastruktur, energieffektive teknologier og energilagring et yderligere løft.

CLEANs miljøaktiviteter samles i en dedikeret og styrket erhvervsklynge for miljøteknologi. Dette vil sikre en mere fokuseret klyngeindsats inden for miljøområdet og vil løfte niveauet af udvikling og innovation i miljøteknologivirksomheder i hele landet.

Begge klynger vil forsat have fokus på erhvervsfremme og samarbejde med både virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder. Sammen skaber klyngerne to effektive landsdækkende og lokalt forankrede erhvervsindsatser med afsæt i virksomhedernes behov og udfordringer, ECD inden for hele Energisektoren og CLEAN inden for miljøteknologi.

Det er dog ikke første gang Sønderborg afd. gennemgår en fusion. Energiklynge Lean Energy Cluster i Sønderborg fusionerede også tilbage i 2014 med Copenhagen Cleantech Cluster, en miljøklynge fra København.

I Sønderborg vil der fortsat være repræsentanter fra både energi og miljøklyngerne. Så du kan som virksomhed stadig være tæt på klyngearbejdet og nogle af medarbejderne fra hhv. Energy Cluster Denmark og CLEAN.

Miljø

CLEAN Miljø dækker fra 01.07.2020 hele den danske erhvervsmæssige styrkeposition inden for Miljøteknologi. Miljøklyngen retter sig særligt mod virksomheder inden for vand, klimatilpasning, cirkulær økonomi og ressourcer samt jord og luft. Danmark har for eksempel stærke vandteknologivirksomheder og forskningsmiljøer.

”Danmark har igennem de sidste mange år bevist, at danske virksomheder kan levere miljøteknologier i verdensklasse og den globale efterspørgsel på løsninger inden for området er stigende. Derfor samler vi nu kræfterne i én samlet erhvervsklynge for miljøteknologi for at løfte niveauet af innovation og konkurrencekraft i danske virksomheder”, siger Torben Funder-Kristensen, Formand i CLEAN.

Energi  

Energy Cluster Denmark dækker fra 01.07.2020 hele den danske erhvervsmæssige styrkeposition inden for energi og kommer til at fokusere på energiproduktion, energiinfrastruktur, energilagring og energieffektivitet samt sektorkobling, systemintegration og digitalisering. ECD vil varetage alle energiaktiviteter og har et ønske om at skabe vækst og udvikling i virksomheder ved hjælp af fælles innovationsaktiviteter på tværs af den samlede energisektor.

Den nye bestyrelsesformand for Energy Cluster Denmark bliver Peder Østermark Andreasen. Se et interview med ham HER

“Vi skal lære at se på hinanden og alle aspekter i værdikæden som forbundne. Vi skal se vind, gas, fjernvarme, el og transport som hinandens fælles, understøttende forudsætninger. Vi skal fortsat udvikle et energisystem, som allerede i dag er i verdensklasse,” Peder Østermark Andreasen

Den nye CEO for Energy Cluster Denmark; Danmarks nye, fusionerede klyngeorganisation for hele energisektoren er Glenda Napier. Læs mere HER