Ny beregningsmodel – en accelerator til at fremme udnyttelsen af genbrugsvarme

Projektet Super Supermarkets demonstrerer, hvordan det omkostningseffektivt er muligt at udnytte varmen fra de tusindvis af supermarkeder, der er i Danmark. Supermarkeder udskifter i disse år deres køleudstyr med nye effektive maskiner, der har lavere energiforbrug. Elforbruget kommer i stigende omfang fra vedvarende elproduktion. Kølemaskinerne har varme som biprodukt, der kan genvindes og genbruges i fjernvarmesystemet.

 

Tekniske, økonomiske, praktiske og reguleringsmæssige forhold er blevet undersøgt i projektet, og alt sammen omhandlende genbrug af varme fra supermarkeders kølemaskiner til fjernvarmeformål. Der er blevet udarbejdet en såkaldt KOGEBOG, hvor diverse oplysninger som supermarkeder, fjernvarmeselskaber og deres respektive rådgivere og leverandører kan blive inspireret af i relation til konkrete projekter. KOGEBOGEN vil – sammen med øvrige tekniske input – blive præsenteret på en konference tirsdag den 26. november kl. 9:00 i Kolding hos Dansk Fjernvarme. Kogebogen kan anvendes af supermarkeder, fjernvarmeselskaber og deres rådgivere til hurtig og effektiv etablering af anlæg for opsamling og genbrug af varme.

 

Formålet med hele projektet har været at optimere og standardisere udnyttelsen af genbrugsvarme fra supermarkeders kølesystemer til internt brug, og til levering til fjernvarmenettet. Baggrunden for projektet er en implementering af genvinding i mere end 15-20 danske supermarkeder. Derfor er dette ikke nyt, men som Lotte Gramkow fra CLEAN – projektkoordinator på projektet fortæller – er det nye, at løsningerne skal standardiseres og optimeres, samt at målet er at skabe plug-and-play-løsninger.

 

Men inden projektgruppen drager mod Kolding den 26. november, er der her en efterlysning af overslagsberegninger – efter først til mølle-princippet.

 

Otte supermarkeder inviteres nu til gratis, i samarbejde med deres respektive fjernvarmeværker, at rekvirere en overslagsberegning. Denne beregning vil blive analyseret via den nye danske beregningsmodel udviklet specielt ifm. Super Supermarkets projektet. Den nye beregningsmodel er udviklet af CLEAN med input fra projektpartneren TI. De individuelle fjernvarmeværker, samt det specifikke supermarked, vil efterfølgende modtage et økonomisk estimat af, om det, specifikt for dem, giver god menig at ombygge egne CO2-anlæg. Lotte Gramkow påpeger, at det er vigtigt at bemærke, at beregningsmodellen udelukkende tager afsæt i CO2 anlæg ifm. supermarkeder.

Med beregningerne får flere mulighed for at få et ’overslag’ over potentialerne for lokalt at genbruge varmen fra et specifikt supermarked liggende i nærområdet. Således får langt flere mulighed for vha. den nyudviklede beregningsmodel, at få kendskab til potentialerne. Yderligere vil det, såfremt der etableres flere anlæg i supermarkederne, også medføre en forøgelse i antallet af varmepumper i de danske fjernvarmenet.

Vi vil meget gerne også udarbejde beregningscases for supermarkeder og varmeværker uden for de store fjernvarmenet, og evt. fra fjernvarmenet med høje varmepriser altså anlæg i mindre byer med barmarksanlæg eller lignende.

 

Overslagsberegningerne skal tjene som en accelerator til at fremme udnyttelsen af genbrugsvarme, og dermed til etablering af anlæg til genanvendelse af varme fra supermarkedets eget køleanlæg til genbrug i fjernvarmesystemet, og naturligvis internt i supermarkedet. Det overordnede formål med at anvende beregningsmodellen er netop, som også er hovedformålet med projektet, at sikre, at gode løsninger for varmegenvinding kommer bredt ud i landet til gavn for supermarkederne, fjernvarmekunderne og klimaet, fortsætter Lotte Gramkow.

 

Det tilstræbes, at de 8 forskellige feasibility beregninger – som alle skal være CO2 køleanlæg – kommer fra forskellige supermarkedsoperatører, som ex. Salling Group, COOP, Lidl, REMA1000, ALDI, Meny, SPAR, m.fl., og der vil blive set på, om der er en god geografisk spredning blandt forespørgslerne.

 

Forespørgsel sker ved at skrive en e-mail til projektkoordinator Lotte Gramkow fra CLEAN på log@cleancluster.dk og det er ’først til mølle’ – princippet der gælder. Dog afsluttes projektet ved udgangen af november måned, og derfor bedes forespørgslerne modtaget senest den 13. november 2019.

 

Projektet er støttet af EUDP og bidrager til opfyldelse af de danske klima- og energipolitiske mål.