Innovativ projektleder inden for vand og klimatilpasning

Ansøgningsfrist: 22 okt 2020
Location: Odense

Innovativ projektleder inden for vand og klimatilpasning til Danmarks Miljøteknologiklynge

Brænder du for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at skabe vækst og realisere deres ideer? Og kan du kombinere projektleder- og netværkskompetencer med faglighed inden for vandteknologi eller klimatilpasning? Så er du måske den profil, vi søger!

Vi søger en senior projektleder med faglig viden inden for vand og klimatilpasning til at indgå i ledelse og facilitering af forskellige vandprojekter i CLEAN. En af de største opgaver vil være projektledelse på det store dansk-tyske projekt NEPTUN (www.NEPTUN-vand.dk), som handler om at udløse innovations- og vækstpotentialet inden for vand-, spildevands- og klimatilpasningssektoren på tværs af den dansk-tyske grænse. NEPTUN projektet er et stort dansk-tysk projekt med 22 samarbejdspartnere. Som projektleder er din fornemmeste opgave, at kunne koordinere og motivere projektpartnere samt virksomheder til at deltage aktivt i projektet og sikre at leverancer og resultater kommer i hus. Det er alt fra kortlægning af stakeholdere, identificering af samarbejder, planlægning og facilitering af faglige events, rekruttering, økonomistyring og afrapportering.

Desuden vil du få en vigtig rolle i udviklingen af den strategiske retning inden for vand og klimatilpasning i CLEAN, hvor du bl.a. skal planlægge og facilitere aktiviteter for virksomhederne, så som videndeling, temadage, kompetenceudvikling samt samarbejds- og innovationsprojekter indenfor det faglige område.

Om dig

  • Du har faglig viden inden for vandteknologi eller klimatilpasning og har minimum 10 års erfaring
  • Du har indsigt i små og mellemstore virksomheders vilkår og ser innovation og de forretningsmæssige aspekter i den grønne omstilling
  • Du har en miljøteknisk/ingeniørmæssig baggrund med viden og interesse for teknologiudvikling og innovation i relation til vand, spildevand- og klimatilpasning
  • Du er vant til at formulere dig på engelsk og helst også tysk i skrift og tale. Det er en fordel, hvis du har erfaring med EU-finansierede projekter
  • Du har solid erfaring som projektleder og kan dokumentere resultater
  • Du forstår at skabe gode relationer og skabe tillid mellem projektpartnere

Vi tilbyder

Du bliver ansat i en fuldtidsstilling, hvor du kan udvikle dig og få mere og mere projektledelsesansvar. Du bliver en del af vores miljøafdeling med mere end 15 dygtige kolleger, hvor du kommer til at koordinere og indgå i forskellige projekter. Ansættelsessted er som udgangspunkt Odense, men du forventes også lejlighedsvis at være i Sønderborg i forbindelse med interaktion med vores tyske partnere. Der må forventes rejseaktivitet særligt i Region Syddanmark/Slesvig-Holsten.

Ansøgningsfrist: torsdag den 22. okt. 2020. Ansøg via dette link.

Samtaler forventes afholdes løbende om muligt med start 1/12 2020. Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Projektchef i Miljø, Lotte Lindgaard Andersen, på tlf.: 24229228.

Om CLEAN
CLEAN er Danmarks miljøteknologiklynge. Gennem partnerskaber mellem medlemmer og øvrige samarbejdspartnere arbejder CLEAN for at gøre innovation til forretning til gavn for danske miljøteknologiske virksomheder. https://www.cleancluster.dk/