Den 21. maj 2026 mødtes virksomheder, forskere, myndigheder og projektpartnere fra Østersøregionen til Flow of Plastic – International Final Conference i Malmö. Konferencen samlede resultater og løsninger fra projekterne Circular Ocean-bound Plastic og Retail ReLooped, der begge arbejder med at reducere plastaffald og styrke cirkulære løsninger på tværs af værdikæden.
Hvert år ender omkring 10 millioner ton plastaffald i verdenshavene. Plastforurening er derfor fortsat en voksende udfordring for både økosystemer, lokalsamfund og økonomi. Meget plastaffald stammer fra hverdagsforbrug og emballage, og en betydelig del ender via bymiljøer, vandløb og kystområder i havet.
Det var netop denne udfordring, som var omdrejningspunktet for Flow of Plastic – International Final Conference, der fandt sted den 21. maj 2026 på STUDIO Malmö. Konferencen blev arrangeret af Circular Ocean-bound Plastic (COP) og Retail ReLooped (RELOOPED) under Interreg South Baltic Programme 2021–2027.
For os som partner i COP-projektet, markerede konferencen en vigtig milepæl i arbejdet med at forebygge plastforurening og omsætte projektets resultater til viden, metoder og samarbejder, der kan leve videre efter projektperioden.





Fra detailplast til plast på vej mod havet
Konferencen koblede to centrale dele af plastudfordringen: hvordan vi gentænker plastemballage i detailsektoren, og hvordan vi forhindrer plastaffald i at nå ud i floder, kyster og havmiljøer.
Gennem tre års grænseoverskridende samarbejde har COP og RELOOPED udviklet og testet løsninger, der understøtter overgangen til en mere cirkulær og ressourceeffektiv økonomi. Løsningerne spænder fra forebyggelse, indsamling og genanvendelse til nye måder at engagere forbrugere, virksomheder og offentlige aktører.
Konferencen var samtidig det første event under projekternes status som Operation of Strategic Importance (OSI) i Interreg South Baltic-programmet.
COP: Plastforurening begynder længe før havet
COP-projektet arbejder med at reducere plastforurening i Østersøregionen ved at styrke indsamling, genbrug og genanvendelse af ocean-bound plastic – plastaffald, der risikerer at ende i havet.
I projektets pilotaktiviteter i Gdańsk, Rostock og Aarhus er der indsamlet og analyseret mere end 20.000 stykker affald. Resultaterne giver vigtig viden om, hvilke typer plastaffald der findes i vandmiljøerne, hvordan affaldet bevæger sig fra byrum og floder mod havet, og hvilke metoder der kan bruges til at forebygge og indsamle det mere effektivt.
“Plastforurening begynder længe før, plasten når havet. Ved at identificere hvor og hvordan affaldet ender i vandløb, kan vi designe smartere forebyggelsessystemer og samtidig skabe nye muligheder for genanvendelse og innovation,” siger Kasper Gregersen, Project Manager for COP.
På konferencen blev der blandt andet præsenteret erfaringer med litter monitoring, indsamlingssystemer, materialeanalyser og genanvendelsesmuligheder fra Danmark, Tyskland og Polen.
RELOOPED lancerede digitalt toolkit til detailsektoren
RELOOPED-projektet har fokus på at reducere plastaffald fra detailhandel, fødevarer og emballage. Et centralt resultat fra projektet er et nyt digitalt toolkit, der samler praktiske værktøjer, cases og erfaringer fra projektets Living Labs, testforløb og co-designprocesser.
Toolkit’et skal hjælpe detailsektoren og andre aktører med at gentænke plastemballage og arbejde mere systematisk med reduktion, genbrug og genanvendelse.
På konferencen kunne deltagerne blandt andet høre om testede løsninger som:
- et retursystem for kaffekopper i detailmiljøer
- genbrugelige beholdere og dispensere til løssalg i supermarkeder
- genanvendelige madbeholdere i kantiner
- forsøg med insektlarver til nedbrydning af udvalgte plasttyper
- prototyper og materialetests fra Fab Lab og forskningsmiljøer



EU-perspektiver, forbrugeradfærd og næste skridt
Dagen bød også på oplæg om plastudfordringen fra et EU-perspektiv, herunder den aktuelle udvikling inden for regulering, emballage, mikroplast, cirkulær økonomi og internationale forhandlinger om plastforurening.
Derudover blev der præsenteret cases om forbrugeradfærd, genbrugssystemer og nye forretningsmodeller. Blandt andet delte Panter erfaringer med genbrugelige takeaway-kopper og beholdere, mens erfaringer fra bulk-sale markedet i Kvickly Rønne på Bornholm viste, hvordan detailbutikker kan teste genbrug, løssalg og ændrede kunderejser i praksis.
Konferencen omfattede også en udstilling med cirkulære plastløsninger samt interaktive workshops, hvor deltagerne fik mulighed for at arbejde hands-on med materialer og løsninger.
Samarbejde på tværs af værdikæden
Et gennemgående budskab fra konferencen var, at cirkulære plastløsninger ikke kan skabes af én aktør alene. De kræver samarbejde på tværs af hele værdikæden – fra lovgivning, forskning og infrastruktur til detailhandel, affaldsselskaber, virksomheder, forbrugere og lokale myndigheder.
Flow of Plastic viste, hvordan resultater fra EU-projekter kan omsættes til konkrete værktøjer, data, testede løsninger og nye partnerskaber.
Selvom konferencen markerede en afsluttende milepæl for projekterne, fortsætter arbejdet med at bringe løsningerne videre.
Sammen kan vi ændre plastens flow – fra kilde til løsning.
Konferencen er en del af COP-projektet, medfinansieret af Den Europæiske Union gennem Interreg South Baltic Programme 2021–2027.


















