19. mar 2025
Fællesskab og konkurrence driver klimahandling på arbejdspladsen

Den 19. marts 2025 markerer Danmark sin nationale Overshoot Day, hvor landets forbrug af naturressourcer overstiger det, som økosystemet kan gendanne på et år. Denne dag er ofte præget af debatter om, hvem der har ansvaret for at løse klimaudfordringerne – lovgivningen, virksomhederne eller forbrugerne. I stedet for at pege fingre eller placere ansvaret ét sted har en håndfuld Clean-kolleger taget skeen i egen hånd og forsøger at gøre en forskel gennem Klimakampen.
Fællesskab og konkurrence
På Cleans kontor i Aarhus er der en særlig energi i luften. Kollegerne har meldt sig til Klimakampen, en konkurrence, der gør det underholdende at tage klimahandlinger.
“Klimahandling gennem fællesskab og konkurrence,”
fortæller en af deltagerne. Kollegaerne udfører klimahandlinger, følger deres CO2-besparelse og dyster mod hold af kolleger. For eksempel optjener man 180 point ved at tage cyklen på arbejde.
“Det skaber sjove samtaler om bordet i vores frokost – især ‘motivere andre til klimahandling’ skaber et ræs for at være den første der siger ‘hey, har du husket at gøre noget i dag?'”
fortæller en anden af deltagerne. Alfred, der studerer Økonomi og IT tilføjer:
”
Sådan noget med madspild og grøntsager i sæson har jeg tænkt mere over, fordi jeg ser det i appen hver dag. Jeg spiser nok stadig det samme, men man har jo heller ikke råd til oksekød på SU.”
Gamification skaber engagement
Selvom systemet kan virke simplificeret, har det skabt en positiv stemning på kontoret.
“Selvom jeg kun havde været på kontoret en måned, var det allerede nemt at se, hvilken vinkel der ville have den bedste effekt – venskabelig konkurrence!”
siger Anne Sofie, der studerer Urban Landskabsingeniør og tog initiativ til at deltage i Klimakampen.
“Vi har taget processen ‘at blive mere klimavenlig’, lavet det til en venskabelig konkurrence mellem kollegaer og puttet den ned i en app. Vi gør det tydeligt hvad man kan gøre, hvor meget det batter og viser at vi mange sammen kan gøre en stor forskel,”
udtaler Nicolai, en af stifterne bag Klimakampen.
Pointene i Klimakampen beregnes ud fra forskellige klimahandlinger. For eksempel kan man optjene 680 point ved at spise svinekød i stedet for oksekød, mens man får 730 point ved helt at undgå kød. Dette har skabt sjove samtaler og en hyggelig konkurrence blandt kollegerne.
Et større perspektiv
I et større perspektiv understreger vores direktør Kim i en udtalelse fra 2022, at det kræver en voldsom skalering af tekniske løsninger for at muliggøre en mere bæredygtig udvikling i verden.
“I Danmark og andre højtudviklede lande kan man godt skære ned på sit forbrug, men der er meget store dele af verden, hvor folk ingenting har, og de skal også hjælpes til at kunne forøge deres levestandard,”
fortalte han dengang til en af verdens største konferencer inden for vandsektoren.
Overshoot Day er en vigtig indikator for, hvordan vi som samfund forvalter vores naturressourcer. Det er en påmindelse om, at vi skal arbejde sammen for at skabe en mere bæredygtig fremtid.
“Vi har alle et ansvar for at ændre vores adfærd og reducere vores fodaftryk. Det er en global udfordring, men vi kan starte med at gøre en forskel herhjemme,”
afslutter Anne Sofie.
Clean er Danmarks vand- og miljøklynge og har over 300 medlemmer, der arbejder med vand- og miljøteknologiske løsninger. Disse medlemmer inkluderer mange danske små og mellemstore virksomheder, der arbejder på højtryk for at adressere de komplekse klimaudfordringer, verden står overfor, både i dag og fremover. Klimakampen er en af dem, og deres indsats viser, hvordan fællesskab og konkurrence kan motivere til positive klimahandlinger.
Du kan læse mere om vores medlemmer, og møde nogle af dem eller dykke ned i vores projekter og lære nogle af de mange virksomheder at kende, der hver dag arbejder for at have et positivt aftryk på verden og forhåbentlig også bidrager til, at Danmarks overshoot day bliver rykket til senere på året i en nær fremtid.
Vil du vide mere?
-
Sheila Kjerulff
Kommunikationschef
Tel +45 28 30 53 57
sbk@cleancluster.dk
Linkedin